AmmeSTOP

AmmeSTOP

AmmeSTOP

Det er nu 5 måneder siden at jeg stoppede med at amme Adam, og det har ærlig talt været noget af en omgang!

Jeg mærkede den første klaustrofobiske fornemmelse ved amning allerede inden jeg fødte Adam. Det er et kæmpe tabu at tale om og super sensitivt at sætte fokus på båndet mellem mor og barn.. Som person har jeg brug for plads og er generelt glad for min 1 meter afstand til mennesker, så tanken om at jeg skulle have et barn liggende ved brystet, forbundet så mange timer om dagen, var næsten nok til slet ikke at få mig igang med amning.

Jeg er klar over at barnet har bedst af amning, hvis man er så heldig at kunne få det igang, så heldigvis overvandt min stædighed mig til at komme igang og få det op at køre – men Adam var blot et par uger gammel da klaustrofobien alligevel sneg sig ind. En meget ubehagelig følelse hvor egentlige tvangstanker sniger sig ind og følelsen af at skubbet barnet væk, presser sig på.

Det er jo en helt naturlig følelse, og jeg håber virkelig mit indlæg kan være med til, at sætte lidt mere fokus på, hvor normalt det faktisk er, både at have klaustrofobi omkring amning, såvel som at have crazy tvangstanker om hvad der dog kan ske med det her lille bitte mirakel, som er totalt hjælpeløs og 100% afhængig af din hjælp.. Åh jeg får helt gåsehud ved at skrive det – de forfærdelige ting der bliver gjort mod børn, listen er lang og straffen lille!

Anyways – Jeg gik meget op i at Adam ikke skulle græde.. overhoved. Det var amning jo meget godt til, for så faldt han nemt i søvn og kunne altid beroliges, men i Januar var det tid til at stoppe.

I Dubai anbefales det at man ammer de første 2 år af barnets liv, men her i DK kunne jeg godt se at folk fandt det underligt når barnet er over 1 år. Ærlig talt begyndte jeg selv at få en underlig følelse når jeg ammede. Han var blevet et barn og på en måde alt for opmærksom på mine bryster og processen, til at jeg kunne ignorere min følelse af klaustrofobi og brud på intimsfæren.
For ikke at nævne det voksende problem med at vågne flere og flere gange om natten, for lige at komme op til brystet og så sove videre.. som i hver time(!!!!!!). Budskabet var klart – han er for magelig i amningen og først når jeg stopper, sover han igennem..

Jeg var klar til at stoppe. Det var Adam ikke.

Så jeg havde fået at vide at det er 3 dage med gråd, og så har han glemt alt om bryster og amning.. men men men, havde jeg vist hvilken tur jeg skulle igennem, ved jeg sgu ikke om jeg overhoved var stoppet!

Jeg tog den i stiv arm, uden ammestop piller, så vi snakker spændte bryster der gør NAS, nætter med hysteriske panikanfald og dage med gråd over at man overhoved er stoppet – skal jeg bare begynde igen? kan jeg amme ham en enkelt gang? skal jeg amme en smule ud så det tager presset? får jeg betændelse? hvor lang tid tager det her? DØR JEG PÅ VEJEN? Gud hvor var jeg forvirret.. og folk stod i kø med gode råd og vejledning, som jeg bare slet ikke kunne navigerer rundt i.

Så over den måned det tog, endte jeg med at amme en smule ud hver dag, for at kunne holde smerterne ud, og måtte begynde at give Adam mælkeerstatning, for han var bare IKKE klar til at lægge mælken på hylden. Heldigvis var han ok med det! Og så tog det altså flere måneder før han glemte mine bryster. Det vil sige, hver gang vi var i bad prøvede han på bedste vis at gribe ud efter dem – når han gik tøj på, greb han ud efter dem, når han krammede var det med skjult agenda på at gribe ud efter dem..

Så hvad så?! Nu stod jeg i en situation hvor jeg så skulle stå op 4 gange om natten for at blande en flaske, og skifte hans ble. SÅ kunne afvænning af flasken starte – og yderligere 2 måneder med hysteriske nætter startede. Jeg har været UDMATTET og frustreret og jeg tænker tilbage nu, om jeg kunne have fundet en bedre løsning på det hele? Alle børn er jo forskellige, men måske havde lidt professional vejledning eller research måske hjulpet mig igennem forløbet hurtigere, mere smertefrit eller uden for mange frustrationer.. og måske havde det bare været det samme alligevel?! 🙂

 

 

4 thoughts on “AmmeSTOP

  1. Ok, jeg er ikke Mor, men hvis jeg var, ville jeg have været glad for at læse denne ærlige beretning om at stoppe med at amme, inden jeg selv gik i gang! Sikke en tur og tak for
    være ærlig omkring de tanker man får som mor omkring amning. Har ikke hørt dem før fra mine veninder, så det er helt sikker tabu-emner som du skriver om. Flot at du er så ærlig!

  2. Når du skriver at du var klaustrofobisk omkring amning, så kan jeg mærke smerterne i mine bryster fra da min amning kørte af sporet. Jeg syntes det var hyggeligt at amme de første par dage på hospitalet, men da vi kom hjem blev jeg overvældet af følelsen af at det her lille bitte væsen var 100% afhængig af min tilstedeværelse for at kunne overleve. Det havde jeg det rigtig, rigtig svært med. Efter 2 uger begyndte amningen at køre af sporet (min mor fik konstateret kræft, og jeg måtte opereres for en mindre komplikation i forbindelse med mit kejsersnit), og så gik det bare helt galt i smerter. Lettelsen da vi gik på flasker var til at tage og føle på, og hvis vi skal have et barn mere på et tidspunkt, så er min plan at amme et par uger og så køre flasker og MME resten af vejen.

    1. Ej hvor dejligt du deler 🙂 Tak!

      Det er nemlig præcis det rigtige at gøre, men presset for at amning skal op og køre, er bare for stort somehow. Held og lykke med barn nr. 2 og roen omkring amning og flasker <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *