Så ramte vi bunden..

Ramt bunden

Så ramte vi bunden..

Så ramte vi bunden

Det har været et svært indlæg at komme igang med. Især fordi det ikke er særlig positivt og mildest talt er nede hvor vi har ramt bunden. Det er både meget personligt men også meget følsomt over for os som familie, men også overfor Imad som er en meget privat person.

Familiesammenføringen

Hvis du læste med i et tidligere indlæg, så var planen at vi skulle søge om familiesammenføring, da Imad i august 2018 endelig kom til Danmark for at blive, men det viste sig ikke at gå så let som først antaget. Der er mange krav til familiesammenføring, og vi nåede ikke i mål med papirarbejdet, før Imad's visa var udløbet.

Med 2 dage overstay over weekenden, fik vi mandag en klar meddelelse fra udenrigsministeriet. Imad skulle køres direkte på asylcenter, hvis han ville blive i landet. Så det blev han.

Det blev nogle turbulente måneder. Det er virkelig tough på asylcentre, og med to mænd der hang sig selv på værelserne, folk der sover med kniv under puden og daglige slåskampe, var det virkelig hårdt for Imad at have en hverdag der.

Det har været et chok både for ham, men også for mig. Der mangler virkelig omsorg og professionel hjælp til de her mennesker. No wonder der bliver skabt konflikter når de kommer ud i den danske hverdag. At leve normalt, med tunge trauma i baggagen, og så efter 12 måneder på et forholdsvis lukket center med en frygtfyldt hverdag. For ikke at nævne hvor stor forskel der er på kulturene. Selv Imad som har haft en "normal" opvækst, har haft en barndom som fra vores bedsteforældres tid.

Mange bække små

Nu skal det ikke handle om hvad jeg synes om vores system og vores asylcentre. No negative energy here. Men det var helt sikkert ikke sundt for Imad, og det gavnede på ingen måde vores situation som familie. Han nåede at være der i ca. 4 måneder. Da han kom hjem og bo, var hverdagen præget af distance og når begge forældre er drænet og forsøger at få enderne til at hænge sammen, så er det svært. Det endte desværre i en skilsmisse fra min side.

Jeg er med i en serie på DR1 serie omkring kvinder i Dubai, hvor jeg fortæller min historie og deler nogle af de grunde til, at det gik skævt for os. Det er selvfølgelig sket over mange år, og livet i Dubai inden vi flyttede hjem, var helt sikkert heller ikke nogen dans på roser.

Hvorfor deler jeg det her?

Det er vigtigt for mig at dele min historie. At gå i front med, at tingene nogle gange tager en uventet drejning.  Også i det luksuriøse Dubai. Jeg håber jeg kan være en inspiration. At andre tør at mærke efter hvad der er bedst for dem, inden de har ramt bunden, som jeg desværre gjorde. Tage stilling til hvad man vil og ikke vil være med til, og mærke efter hvad der i virkeligheden dræner energien.

For mig var ægteskabet og de tunge energier gravet langt ind i knoglerne. Jeg var knust over at se mig selv miste min varme flamme. Jeg er en ildsjæl der lever for at formidle og skabe. Der skal selvfølgelig være plads til udfordringer og svære tider i et ægteskab, men for mig var jeg låst fast. Det var nødvendigt for mig at løsrive mig fra Imad, for at kunne finde mig selv igen.

Siden August har Imad været i Dubai. Han får styr på sine papir, så han kan søge om et almindeligt visa til Danmark. Derved er han ikke bundet af Asyl eller andre systematiske kasser der binder ham i Danmark. Friheden til at kunne rejse frem og tilbage er vigtig for os begge. Jeg føler vi er havnet et sted nu, som jeg kan huske fra dengang jeg mødte Imad. Jeg ønsker mig en bedste ven hvor vi kan unde hinanden det bedste. At have det sjovt omkring Adam. Vi rejser til Dubai i december for at besøge ham og jeg er super spændt på at bruge 10 dage, bare os 3. Forhåbentligt som gode venner, uden for meget drama og gamle mønstre!

Har du været der hvor du har ramt bunden?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *